Fadøl - Kegging

Hvordan fungerer det at tappe sit hjemmebryggede øl på fad og servere rigtig fadøl? Det kan du læse nærmere om her. De første billeder viser fade på hhv. 9 og 18 L af Corneliustypen, som er de mest almindelige til hjemmebrygning. Oprindeligt blev denne type fade brugt til sodavandssirup, men de er meget velegnede til øl.

Princippet i tapning af øl på fad er ganske simpelt: når øllet er gæret færdigt tappes det på et fad, trykkarboneres med CO2 og tappes derefter med CO2-tryk som presser øllet ud til taphanen, som illustreret her:

At tappe på fad giver nogle muligheder man ikke har når man tapper på flaske. Det vigtigste mht. kvaliteten/holdbarheden af øllet er at det bliver nemmere at minimere oxygeneksponering ved tapning, hvis man gør det rigtig (hvilket ikke er som jeg har illustreret det herover, hint hint). Desuden er et fad også helt isolerende for sollys. Udover det kan man dry hoppe direkte i fadet, endda eventuelt af flere omgange hvis det skulle have aftaget og man vil give øllet nyt liv. Man kan også tilsætte frugt eller andre smagsgivere og eftergære i fadet. Et fad er også velegnet til langtidslagring og modning af f.eks. lagerøl og barley wine. En anden rigtig fed ting er også at man kan justere kulsyreniveauet både op og ned så man kan opnå det resultat man synes bedst om. Det kan også lade sig gøre at eftergære på fad og opnå naturlig kulsyre. Når man har sit øl på fad er det også muligt at tappe på flaske fra fadet og det kan du læse mere om nedenfor.

Hvis man vil nyde sit øl direkte fra fad er det nødvendigt at kunne afkøle fadet. Søger man på nettet vil man nok opdage at folk der tapper på fad (kegging), specielt amerikanere, har en såkaldt kegerator eller keezer til formålet. Det er typisk et ombygget køkeskab eller fryser som kan akkommodere flere fade og har monteret tappehaner på toppen eller siden og kan være dekoreret på forskellig vis. I fremtiden drømmer jeg om at lave en kegerator! Man kan også få kølesystemer som sidder i serie med fadet og køler linien frem til taphanen. Det er dog nok en noget dyrere løsning.

Herunder kan ses en lille video der demonstrerer tapning fra fad med en Intertap Forward Sealing Flow Control Generation 2 tappehane (model 8473). Her er det med vand som eksempel og en silikoneslange monteret på taphanen for at kunne tappe fra fad til flaske:

En lille frækkert: jeg faldt over et fint lille 5 L fad i rustfrit stål som fås med rigtige tilkoblinger og skulle kunne være fedt at have med til fest. Se det her hos The Malt Miller.

Tappe på flaske fra fad

Man kan også tappe færdigkarboneret øl på flaske fra fad. Det kan man gøre af flere årsager så som at ville tage et par flasker med ud og dele med andre af en øl man ellers kun har på fad. En anden anledning kan være at ville undgå eftergæring på flaske og den derved genererede gærkage på bunden af flasken. Når man tapper karboneret øl vil man gerne undgå at øllet skummer op så man mister kulsyre og man vil stræbe efter at minimere iltning da det kan påvirke smagen negativt på længere sigt. Her beskrives to måder at tappe fra fad på. I begge tilfælde er det bedst at fadet er afkølet til køleskabstemperaur da øllet nemmere holder CO2 opløst ved lavere temperatur så opskumning minimeres. Man kan godt tappe ved stuetemperaur, men det er nemmere koldt.

Den simple måde - slange på taphanen

  1. Montér et stykke silikoneslange på din taphane (som i videon ovenfor)
  2. lukke for sit CO2-tryk og ventilere faddet totalt så trykket udlignes til atmosfærisk tryk. Man sætter dernæst slangen ned til bunden af en tom, saniteret flaske og åbner sin taphane helt op.
  3. Nu åbnes forsigtigt for CO2-trykket og der skal kun tryk nok på til at øllet langsomt bevæger over i flasken så der undgås opskumning. Bliver trykket for højt så øllet løber for hurtigt vil det skumme og man mister kulsyre.
  4. Når flasken er helt fuld (er der lidt skum må det gerne løbe ud over kanten på flasken) fjernes slangen og flasken kapsles hurtigt. Nu kan øllet opbevares som en hver anden færdigkarbonert øl og tages med til fest uden gærkagen!
    NB: Husk at tryksætte fadet igen efterfølgende hvis ikke alt øl tappes på en gang da det ellers vil miste kulsyren.

Den proffe måde - modtryksfylder

Den proffe og lidt mere avancerede måde er at bruge en modtryksfylder, som er det præncip man tapper øl med i industrien. Selv har jeg købt en Tapcooler modtryksfylder som jeg er rigtig glad for. Den monteres på taphanen og skulle passe på de populære typer så som Perlick, Intertap, Vent-Matic. Den passer i hvert fald fint på min Intertap tappehane. Beskrivelsen her er med udgangspunkt i Tapcoolers modtryksfylder, men princippet er det samme for alle modtryksfyldere.

NB: man bør anvende beskyttelsesbriller eller anden afskærmning når man tapper med modtryk da flaskerne tryksættes og der er en risiko for at flasker sprænger.

  1. Modtryksfylderen forbindes med øludgangen på fadet (i dette tilfælde direkte med taphanen).
  2. CO2 tilsluttes modtryksfylderen fra samme CO2-beholder som den der forsyner fadet og trykket forbliver på tappetryk eller derunder (typisk 10-15 PSI). Man ønsker ikke alt for højt tryk da flasker kan springes. Ved at forsyne modtryksfylder og fad fra samme kilde kan man nemt udligne trykket mellem disse.
  3. Flasken "skyldes" (purges) med CO2 for at minimere oxygenkoncentrationen. Det gøres ved tryksætte flasken og lukke gassen ud gennem den justérbare modtryksventil. Det gentages et par gange.
  4. Den justérbare modtryksventil lukkes nu helt og flasken tryksættes med CO2 så trykket udlignes mellem flaske og fad.
  5. Taphanen åbnes fuldt og da trykket er udlignet skulle øllet ikke bevæge sig.
  6. Forsigtigt åbnes modtryksventilen så trykket reduceres i flasken således at øllet begynder at bevæge sig (langsomt) fra fad til flaske. Ved at holde trykforskellen lille skummer øllet kun minimalt og kulsyren bevares i øllet. Med lidt øvelse finder man et kompromis som giver en passende flow rate - det tager mig omkring 20-30 sekunder at fylde en 33 cl flaske stort set uden opskumning. Det er fint at fylde flasken helt så der kommer lidt øl/skum ud af modtryksventilen. Når flasken fjernes burde der være et passende headspace på et par cm, men det er fint om øllet skummer lidt over.
  7. Sæt kapsel på flasken hurtigst muligt og øllet er klar til opbevaring eller tranport!

Åhh yeah 🍺 🍺 🍺

Og herunder har jeg samlet lidt blandede billeder af fad og tilhørende udstyr til at inpspirere og nyde (tror også der har sneget sig et billede med en masse flasker med).